Tilgængelighed og særlige behov

Vi tror på at alle har ret til at udleve deres seksualitet, så længe dansk lovgivning overholdes, det er sikkert og forsvarligt. Alle kan rammes af kronisk sygdom og handicap – nogle synlige, andre ikke. Uanset handicap eller kronisk sygdom har du lige så meget ret til at være en del af vores fælleskab som andre, uden de samme udfordringer.

Mobilitetshandicap og retten til en seksualitet.

Anstaltens lokaler er delvist velegnede til mennesker, der benytter både rollator, stok, el- og manuel kørestol. En rampe sikrer at du kan komme fra døren og ned i lokalerne. Døråbningerne er brede nok til, at en el kørestol kan komme igennem og lokalerne er indrettet, så du kan komme rundt. Desværre har vi ikke noget handicaptoilet, men små manuelle kørestole kan uden problemer komme på vores toilet. I vådrummet har vi bl.a. en toilet stol og pissoir, som kan benyttes hvis du har svært ved at kunne komme på toilettet.

Giv gerne besked i god tid om, at du kommer med mobilitetshjælpemiddel og hvilken type du benytter. På den måde kan vi nemmere sørge for, at der er ordentlig plads til arrangementer. Af pladshensyn, kan vi dog i sjældne tilfælde være nødsaget til at afvise gæster. Vi håber på forståelse herfor.

Du er også mere end velkommen til at ansøge om medlemskab. VI vil rigtig gerne møde dig.

Er du i tvivl om tilgængeligheden er du mere end velkommen til at kontakte os.

Behov for ledsager

Mennesker med kognitive, psykiske eller fysiske handicaps, der har behov for en ledsager skal hurtigst muligt kontakte os om muligheden for at medtage ledsager til et arrangement. Pladser til vores arrangementer kan blive udsolgt hurtigt. Vi tager stilling til din anmodning fra gang til gang.

Kroniske sygdomme

Har du epilepsi, diabetes eller en anden kronisk lidelse, der kræver særlige behov eller som kan give anfald?

Af hensyn til trygheden for alle i lokalerne er det vigtigt, at du kontakter os hurtigst muligt når du ønsker at deltage i et arrangement eller giver aftenens vært besked, når du dukker op til medlemsaften. Personer i leg kan let påvirkes af eksempelvis personer, der får anfald og det er derfor vigtigt, at Aftenens Vært er forberedt til både at kunne hjælpe dig – men også skærme andre i lokalerne.

Har du brug for permanente hensyn såsom ændring af lokalerne for at du kan deltage har vi brug for, at du kontakter os om dit behov for særhensyn. Det er ikke nok at tage fat i Aftenens vært, hvis du har brug for at lokalerne ændres, at du ikke kan tåle en særlig duft med videre.

Vi ønsker at behandle alle medlemmer og gæster ens. Vi ønsker også at information går de rigtige veje – både for din men også for foreningens skyld. Det betyder også, at behov for særhensyn skal løftes for bestyrelsen og behandles netop her. Lad os indgå en dialog og finde en god løsning for alle. Vi kan dog, i nogle tilfælde, være nødsaget til at give besked om, at vi ikke kan tage de nødvendige hensyn.

Scroll Up